Land_of_Hope2

Velkommen til ”Land of Hope”.

Sidste år købte DINNødhjælp et KÆMPE stort stykke land! Jeg vil faktisk nærmere sige, at vi har købt en lille landsby!   Grunden er simpelthen så stor, og de fleste af jer ved, at vi lige nu er i fuld gang med at bygge DINNødhjælps nye børnehjem i samarbejde med Ingeniører Uden Grænser.

Vi har valgt at kalde vores jord; ”Land of Hope”, hvilket vi har fået skrevet henover porten til vores hovedindgang.
Muren hele vejen rundt om det kæmpe store areal er nu helt færdigbygget, og der er kommet pigtråd på hele vejen rundt. Personligt kalder jeg muren for den kinesiske mur, for hold da op – der er meget mur!

Det varer ikke længe før, vi begynder at bygge de mange forskellige bygninger på grunden. Selve børnehjemmet består af to hovedbygninger. En pigebygning og en drengebygning. I Nigeria må piger og drenge nemlig ikke sove under samme tag. Udover de to hovedbygninger skal der bygges en kontorbygning, hvori der skal være et bibliotek og et stort legerum. Der skal bygges et ICT center (Information Communication and Technology center). Der skal bygges et stort køkken, som bliver delvist indenfor og delvist udenfor. Der skal bygges et ”konferencelokale”, som skal bruges til undervisning, fødselsdage osv. Vi bygger også, som mange af jer ved, en lægeklinik: Hope´s Clinic, og der skal bygges et lille hus til sikkerhedsvagterne og meget, meget, meget mere! David, vores team og jeg glæder os SÅ meget til at komme i gang!

”Land of Hope” bliver fremtidens håb for mange børn, som vi vil passe godt på, give en uddannelse og sikker fremtid. Men det bliver også et sted, som vi åbner op for hele lokalsamfundet. Vores vigtigste opgave er ikke blot at redde børn, men at oplyse og hjælpe hele lokalsamfundet. Vores lægeklink bliver en klinik, hvor alle i landsbyen kan komme og blive undersøgt og få den nødvendige medicin. Vi skal også bygge en stor fodboldbane, hvor alle børnene i hele lokalsamfundet kan komme og spille fodbold sammen med vores børn. Vi skal ikke bare oplyse vores børn, men vi involverer hele lokalsamfundet, som skal tage en del i ansvaret at bekæmpe overtroen og gøre landsbyen et sikkert sted at være for os alle sammen <3

 

Land_of_HopeLand_of_Hope3